Gud talte til mig i en drøm

Her vil jeg fortælle om min første oplevelse med Gud, hvor jeg selv blev opmærksom på, at Han findes. Han havde forsøgt i lang tid at komme i kontakt med mig (fx reddet mit liv flere gange). Men denne gang fik Gud min opmærksomhed for første gang.

Baggrunden inden drømmen

Jeg var selv-erklæret ateist, 40 år gammel. Så en nat i 2011 havde jeg en drøm, hvor Gud talte til mig. Jeg vidste, at drømmen var fra “en person udenfor mig selv” (sådan definerede jeg det selv på det tidspunkt) pga flere ting, jeg ikke har oplevet med mine andre efter hånden 100-vis af drømme, jeg har haft. Denne var anderledes. Nogen talte til mig. Jeg fandt senere ud af, at det var Gud selv.

En anderledes drøm

Drømmen var anderledes, fordi:

  • Drømmen var simplere end andre drømme. Ikke et virvar af tanker, personer og handlinger. Simpel og krystalklar.
  • Jeg kunne huske alt, da jeg vågnede. Det plejer jeg aldrig at kunne.
  • Jeg hørte en klar og tydelig stemme tale.
  • Det var en symbolsk drøm, jeg forstod. Jeg vågnede op med en tolkning. Det sker normalt ikke. Enten drømmer man noget, man ikke forstår, eller så drømmer man noget helt “normalt”.
  • Det var en drøm, hvor jeg fik et livsråd at leve efter. Men det var ikke en ide. Jeg vidste, hvad jeg skulle da jeg vågnede. Det er det klogeste råd, jeg nogensinde har fået, men jeg kunne ikke selv have fundet på det, fordi det er stik imod hvordan jeg selv er. Alligevel vidste jeg, at det var rigtigt. Jeg vidste, at tolkningen af drømmen var noget, der var rigtigt, som jeg skal følge.

I det følgende har jeg forsøgt ikke at overdrive, smukkesere på handlingen eller udvide på den. Her er så tæt på hvad jeg oplevede, og så ærligt som jeg kan beskrive det.

Drømmen, jeg drømte

Jeg drømte, at jeg sad oppe i kronen på et stort japansk hjertetræ, yderst på en lille kvist. Der havde jeg en opgave. Mit job var at få alle bladene af træet.

Jeg begyndte at pille dem af, men så begyndte jeg at regne på, hvor lang tid det ville tage. Jeg tænkte på antal blade på en kvist, antal kviste på en gren, og antal grene på det store træ. Der måtte være hundredetusinder af blade. Jeg regnede ud, hvor mange blade jeg kunne pille af i minuttet. Så gangede jeg op og mistede modet. Det var et umuligt projekt!

Så sagde en stemme til mig.

“Vent til efteråret”.

Jeg så ikke nogen. Jeg hørte bare stemmen klart og tydeligt. Den kom ikke fra mig selv.

Så vågnede jeg.

Tolkningen, jeg vågnede med

Da jeg vågnede forstod jeg, hvad drømmen betød. Jeg havde tolkningen, da jeg slog øjnene op:

Projektet (at pille blade af) var mit liv og alle mine drømme, ønsker og livsprojekter. Jeg har altid været ambitiøs, haft store drømme, ønsker og håb. Jeg ønskede en kvinde for livet, og børn. Jeg ønskede at finde meningen med livet, leve i lykke, og at kende min evige skæbne. Jeg drømte om at gøre en forskel og redde menneskeliv.

Rådet jeg fik (“Vent til efteråret“) var et råd om følgende:

“Læg dine drømme fra dig, og over i mine hænder.

Vent på min sæson, og min timing. Så vil du få alt, hvad du drømmer om og stræber efter. Uden at du skal gøre noget.

Du skal vente og stole på min plan for dig.”

Jeg vågnede med denne tolkning og vidste, at det var sandt (at jeg skulle lægge indsatsen fra mig og at jeg skulle vente). Jeg kunne bare mærke, at det var hvad jeg skulle.

Det er også det bedste råd, jeg nogensinde har fået.

Hvad der så skete

Efter jeg fik dette råd startede en rejse i mit liv, hvor jeg som ateist gradvist åbnede op overfor Gud, og til sidst gav mit liv til Jesus. Det kan du læse om i en senere artikel.

Siden da har jeg oplevet Gud på mange andre måder. Men dette var mit første møde.

Idag ved jeg, at det var Guds løfte til mig om, at jeg skal vente på ham, og stole på hans sæson og timing for tingene. Så vil jeg få disse ting uden at gøre noget. Det er en profeti over mit liv, som jeg har fået fra Gud selv. Som jeg konstant faktisk må anstrenge mig for at leve efter, fordi jeg forsøger at bryde ud og gøre tingene selv, fordi jeg ikke kan vente.

Men det var drømmen.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Mikkel Michelsen

Et japansk hjertetræ af den type, som jeg sad oppe i.
Bladene på et hjertetræ.
Del artiklen med andre:

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *