Markusevangeliet – uden versnumre og afsnit

Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn.

 Som der står skrevet hos profeten Esajas:

Se, jeg sender min engel foran dig,

han skal bane din vej.

 Der er en, der råber i ørkenen:

Ban Herrens vej,

gør hans stier jævne!

 – således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.  Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.  Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning.  Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.  Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.«

 I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.  Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;  og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

 Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen.  Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.

 Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium  og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

 Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere.  Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«  Og de lod straks garnene være og fulgte ham.  Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene.  Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

 Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste.  Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge.

 Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg:  »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!«  Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!«  Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham.  De blev alle sammen så forfærdede, at de sagde i munden på hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!«  Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa.

 Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas’ hus sammen med Jakob og Johannes.  Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende.  Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.

 Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte;  og hele byen var stimlet sammen ved døren.  Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var.

 Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.  Simon og de andre skyndte sig efter ham,  og da de fandt ham, sagde de: »Alle leder efter dig.«  Men han sagde til dem: »Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud.«  Så drog han rundt og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.

 Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.«  Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!«  Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren.  Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk,  idet han sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«  Men manden gik ud og gav sig ivrigt til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.

 Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.  Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem.  Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand.  Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned.  Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«  Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte:  »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«  Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte?  Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme:  »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«  Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

 Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem.  Da han gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham.  Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«  Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

 Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«  Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.  Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.  Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre.  Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

 På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks.  Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?«  Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne,  hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?«  Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

 Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd.  Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham.  Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!«  Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav.  Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.  Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.

 Jesus trak sig tilbage til søen sammen med sine disciple, og en stor mængde mennesker fra Galilæa fulgte med.  Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde.  Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham.  Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham.  Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: »Du er Guds søn!«  Men han pålagde dem meget strengt, at de ikke måtte røbe ham.

 Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham.  Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike  og have magt til at uddrive dæmoner.  Han valgte de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter,  og Jakob, Zebedæus’ søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«,  og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’ søn, og Thaddæus og Simon Kananæer  og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham.

 Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.  Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«  Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?  Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.  Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.  Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.  Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

 Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter.  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

 Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.  Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.«  Men han svarede dem: »Hvem er min mor og mine brødre?«  Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: »Se, her er min mor og mine brødre.  For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.«

 Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land.  Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

 »Hør her! En sædemand gik ud for at så.  Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.  Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord;  og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.  Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.  Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«  Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«

 Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne.  Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,  for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«

 Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?  Sædemanden sår ordet.  Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.  De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det;  men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.  Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet,  men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.  Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

 Så sagde han til dem: »Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage?  For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal komme frem i lyset.  Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

 Og han sagde til dem: »Mærk jer, hvad I hører! Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få i overmål.  For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.«

 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden;  han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.  Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.  Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«

 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det?  Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden,  men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

 Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det;  han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.

 Samme dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: »Lad os tage over til den anden bred.«  Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med.  Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes.  Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?«  Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: »Ti stille, hold inde!« Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille.  Så sagde han til dem: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?«  Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?«

 Så kom de over til den anden bred af søen til gerasenernes land.  Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd.  Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet;  for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham;  hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten.  Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham  og råbte med høj røst: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!«  Jesus havde nemlig sagt til ham: »Du urene ånd, far ud af manden.«  Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.«  Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.

 Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde;  og dæmonerne bad ham: »Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.«  Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede.  Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket.  De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt.  Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene.  Så bad de ham om at forlade deres egn.

 Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham.  Men det afslog han og sagde til ham: »Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.«  Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.

 Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen.  Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder  og bad ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.«  Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.

 Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger,  og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre.  Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe.  For hun tænkte: »Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.«  Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen.  Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?«  Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?«  Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det.  Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden.  Han sagde til hende: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!«

 Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?«  Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«  Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med.  Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget,  og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.«  De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå.  Så tog han barnets hånd og sagde til hende: »Talitha kum!« – det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!«  Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv.  Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.

 Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham.  Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder?  Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?« Og de blev forarget på ham.  Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.«  Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem.  Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.

 Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder,  og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet;  dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med.  Og han sagde til dem: »Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre.  Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.«  Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig;  og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.

 Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: »Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.«  Men andre sagde: »Det er Elias,« og andre igen sagde: »Det er en profet ligesom en af de gamle profeter.«  Da Herodes hørte det, sagde han: »Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!«

 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe og lægge i lænker og fængsle på grund af Herodias, sin bror Filips hustru, fordi Herodes havde giftet sig med hende;  for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have din brors hustru.«  Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke.  For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.

 Men så kom der en lejlighed, da Herodes på sin fødselsdag holdt fest for sine hoffolk og hærførerne og de fornemme i Galilæa.  Da kom Herodias’ datter ind og dansede, og hun betog Herodes og hans gæster. Kongen sagde til pigen: »Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!«  Og med ed lovede han hende alt muligt: »Lige meget hvad du beder mig om, vil jeg give dig, om det så er halvdelen af mit kongerige.«  Men hun gik ud og spurgte sin mor: »Hvad skal jeg bede om?« Hun svarede: »Johannes Døbers hoved!«  Og så skyndte hun sig ind til kongen og bad ham: »Jeg ønsker, at du straks giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.«  Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende.  Så sendte kongen straks bødlen af sted med ordre om at bringe Johannes’ hoved. Og han gik hen og halshuggede ham i fængslet,  og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor.  Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.

 Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk.  Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.

 Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene.  Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem.  Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

 Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent.  Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.«  Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde så til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?«  Men han sagde til dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, sagde de: »Fem, og så to fisk.«  Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs.  Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds.  Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle.  Og alle spiste og blev mætte;  og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.  Det var fem tusind mænd, der havde spist.

 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort.  Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede.  Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land.  Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem.  Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op;  for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«  Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv.  De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

 Og da de var kommet over søen, nåede de land ved Genesaret og lagde til dér.  Og da de kom op fra båden, genkendte folk ham straks  og skyndte sig rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var.  Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.

 Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus.  Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem.  Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering;  og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke.  Farisæerne og de skriftkloge spurgte ham så: »Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?«  Men han sagde til dem: »Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:

Dette folk ærer mig med læberne,

men deres hjerte er langt borte fra mig,

 forgæves dyrker de mig,

for det, de lærer, er menneskebud.

 I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.«  Og han sagde til dem: »Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering.  Moses har jo sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹  Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave –  så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor.  I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering. Og meget andet af den slags gør I.«

 Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå:  Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent.  Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

 Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen.  Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent?  For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren.  Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent.  For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord,  ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed.  Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«

 Så brød Jesus op derfra og drog til egnen ved Tyrus. Og han gik ind i et hus og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men han kunne ikke holde sig skjult.  En kvinde, hvis datter havde en uren ånd, hørte om ham, og straks kom hun og kastede sig ned for hans fødder.  Men kvinden var hedning af syrisk-fønikisk herkomst; og hun bad ham om at drive dæmonen ud af datteren.  Men han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«  Men hun svarede ham: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.«  Så sagde han til hende: »Fordi du svarede sådan, så gå hjem, dæmonen er faret ud af din datter.«  Og hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var faret ud.

 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.  Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.  Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge;  og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!«  Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.  Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det.  Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

 I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem:  »Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise;  og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.«  Hans disciple svarede ham: »Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?«  Han spurgte dem: »Hvor mange brød har I?« »Syv,« svarede de.  Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren.  De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud.  Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde.  Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.  Straks efter gik han om bord i båden sammen med sine disciple og kom til egnen ved Dalmanuta.

 Så kom farisæerne og gav sig til at diskutere med ham, og for at sætte ham på prøve krævede de et tegn fra himlen af ham.  Så sukkede han dybt i sin ånd og sagde: »Hvorfor kræver denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få.«  Og han forlod dem og gik igen om bord og tog over til den anden bred.

 De havde glemt at tage brød med, så de havde kun et enkelt brød med sig i båden.  Og Jesus befalede dem: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.«  Og de talte med hinanden om, at det var, fordi de ikke havde brød med.  Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: »Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet?  Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke,  da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Tolv,« svarede de.  »Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Syv,« svarede de.  Og han sagde til dem: »Forstår I endnu ikke?«

 Så kom de til Betsajda. Og folk førte en blind hen til ham, og de bad ham om at røre ved ham.  Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: »Kan du se noget?«  Og han åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring.«  Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt.  Og Jesus sendte ham hjem, idet han sagde: »Og du må ikke gå ind i landsbyen.«

 Jesus og hans disciple drog bort til landsbyerne ved Cæsarea Filippi; og på vejen spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at jeg er?«  De svarede: »Johannes Døber, og andre siger Elias, og andre igen, at du er en af profeterne.«  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Peter svarede: »Du er Kristus.«  Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.

 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.  Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.  Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

 Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?  For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?  For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.«

Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«

 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem,  og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere, end nogen på jorden kan blege dem.  Og Elias kom til syne for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus.  Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.«  Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede.  Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn. Hør ham!«  Og da de så sig omkring, kunne de pludselig kun se Jesus alene hos sig.

 Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde.  De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde.  Så spurgte de ham: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først skal komme?«  Han svarede dem: »Elias skal komme først og genoprette alt. Hvordan kan der så stå skrevet om Menneskesønnen, at han skal lide meget og være foragtet?  Jo, jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de gjorde med ham, som de ville, sådan som der står skrevet om ham.«

 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem.  Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham.  Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?«  Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.  Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.«  Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.  Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn.  Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.«  Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«  Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!«  Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.«  Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?«  Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

 De brød op og drog igennem Galilæa, og Jesus ville ikke have, at nogen skulle vide det,  for han underviste sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.«  Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.

 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte om på vejen?«  Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største.  Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.«  Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem:  »Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.«

 Johannes sagde til ham: »Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke var i følge med os.«  Men Jesus svarede: »I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig.  Den, der ikke er imod os, er for os.  For den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn.

 Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet.  Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild,  hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.  Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede,  hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.  Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede,  hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.  For enhver skal saltes med ild.  Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!«

Så brød Jesus op og drog til Judæa og landet øst for Jordan; atter samlede der sig folkeskarer hos ham, og han underviste dem igen, som han plejede.

 Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: »Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?«  Han svarede dem: »Hvad har Moses påbudt jer?«  Og de sagde: »Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.«  Jesus sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud;  men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde.  ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru,  og de to skal blive ét kød.‹ Derfor er de ikke længere to, men ét kød.  Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«  Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette,  og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende;  og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.«

 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem,  men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.  Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«  Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

 Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«  Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.  Du kender buddene: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!‹ «  Han sagde: »Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.«  Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: »Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!«  Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

 Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: »Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.«  Disciplene var rystede over hans ord. Og Jesus sagde igen til dem: »Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige!  Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«  Men de blev endnu mere forfærdede og sagde til hinanden: »Hvem kan så blive frelst?«  Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.«

 Peter tog ordet og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig.«  Jesus sagde: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet,  som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden.  Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.«

 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at sige til dem, hvad der skulle ske med ham:  »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne,  og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå.«

 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, hen til Jesus og sagde til ham: »Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os.«  Han spurgte dem: »Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?«  De sagde til ham: »Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«  Jesus sagde til dem: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?«  »Ja, det kan vi,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;  men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for.«

 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes.  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.  Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener,  og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.  For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus’ søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.  Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: »Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!«  Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!«  Og Jesus stod stille og sagde: »Kald på ham!« Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: »Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig.«  Så smed han kappen fra sig, sprang op og kom hen til Jesus.  Og Jesus spurgte ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Den blinde svarede ham: »Rabbuni, at jeg må kunne se!«  Jesus sagde til ham: »Gå bort, din tro har frelst dig.« Og straks kunne han se, og han fulgte med ham på vejen.

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted  og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen.  Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.«  Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det.  Nogle af dem, som stod der, spurgte: »Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!«  Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå.  De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det.  Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne.  Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:

Hosianna!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Hosianna i det højeste!

 Så kom han ind i Jerusalem og ind på tempelpladsen. Da han havde været rundt og set på det hele, og det allerede var sent, gik han ud til Betania sammen med de tolv.

 Næste dag, da de gik fra Betania, blev Jesus sulten.  Og da han på lang afstand fik øje på et figentræ med blade, gik han hen for at se, om han kunne finde noget på det; men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid.  Så sagde han til det: »Aldrig mere i evighed skal nogen spise frugt af dig!« Og det hørte hans disciple.

 Så kom de til Jerusalem. Og han gik ind på tempelpladsen, og han begyndte at jage dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke,  og han tillod ikke nogen at bære deres varer over tempelpladsen.  Han belærte dem og sagde: »Står der ikke skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene‹? Men I har gjort det til en røverkule.«  Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de pønsede på, hvordan de kunne få ryddet ham af vejen; de var nemlig bange for ham, for hele folkeskaren blev slået af forundring over hans lære.

 Om aftenen gik Jesus og disciplene ud uden for byen.  Næste morgen, da de gik forbi, så de, at figentræet var visnet fra roden.  Og Peter, som kom i tanker om det, sagde til Jesus: »Rabbi, se, det figentræ, som du forbandede, er visnet.«  Jesus sagde til dem: »Tro på Gud!  Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det.  Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.  Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.  Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«

 Så kom de igen ind i Jerusalem. Og da han gik omkring på tempelpladsen, kom ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hen til ham  og spurgte: »Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til at gøre det?«  Men Jesus sagde til dem: »Jeg vil spørge jer om en ting. Svar mig, så vil jeg sige jer, med hvilken ret jeg gør dette.  Johannes’ dåb, var den fra himlen eller fra mennesker? Svar mig på det!«  De drøftede det med hinanden: »Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge: Hvorfor troede I ham da ikke?  Men skal vi så sige: Fra mennesker?« – de frygtede for skaren, for alle mente, at Johannes virkelig var en profet.  Og de svarede Jesus: »Vi ved det ikke.« Da sagde Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.«

Så gav Jesus sig til at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands.  Da tiden var inde, sendte han en af sine folk for at få sin del af vingårdens høst af vinbønderne.  Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.  Han sendte en anden af sine folk til dem; også ham slog de i hovedet og vanærede ham.  Så sendte han endnu én, og ham slog de ihjel. Og han sendte mange andre; nogle pryglede de, andre slog de ihjel.  Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.  Men disse vinbønder sagde til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores.  Og de greb ham og slog ham ihjel, og de smed ham ud af vingården.  Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.  Har I ikke læst dette skriftord:

Den sten, bygmestrene vragede,

er blevet hovedhjørnesten.

 Det er Herrens eget værk,

det er underfuldt for vore øjne?«

 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for skaren, for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse. Da forlod de ham og gik deres vej.

 Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord.  De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?«  Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!«  De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de.  Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.

 Så kom der nogle saddukæere, som jo siger, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte ham:  »Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ingen børn, så skal hans bror gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom.  Der var syv brødre. Den første giftede sig, men så døde han og efterlod sig ikke børn.  Så giftede den anden sig med enken, men han døde også uden at efterlade sig børn. Og på samme måde med den tredje.  Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde også kvinden.  Når de opstår, hvem af dem skal så være gift med hende i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.«  Jesus svarede dem: »Er I ikke kommet på vildspor, netop fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt?  For når de døde opstår, så hverken gifter de sig eller giftes bort, men er som engle i himlene.  Men om det, at de døde opstår, har I så ikke læst i Moses’ Bog i stykket om tornebusken, hvordan Gud siger til ham: ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹?  Han er ikke Gud for døde, men for levende. I er helt på vildspor.«

 En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?«  Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én,  og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«  Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham,  og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.«  Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

 Mens Jesus underviste på tempelpladsen, tog han til orde og sagde: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn?  David har selv sagt ved Helligånden:

Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

under dine fødder!

 David selv kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Og den store folkeskare hørte gerne på ham.

 I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet  og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester.  De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.«

 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget.  Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.  Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken.  For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

Da Jesus forlod templet, sagde en af hans disciple til ham: »Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger!«  Og Jesus sagde til ham: »Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.«

 Mens han sad på Oliebjerget over for templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham, da de var alene:  »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på, at alt det skal til at fuldendes?«

 Jesus begyndte så at tale til dem: »Se til, at ingen fører jer vild!  Der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og de skal føre mange vild.  Og når I hører krigslarm og rygter om krig, så lad jer ikke skræmme. Det skal ske, men det er endnu ikke enden.  For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, sted efter sted skal der komme jordskælv, og der skal komme hungersnød. Dette er begyndelsen på veerne.

 Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem.  Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag.  Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden.  En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden.  Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

 Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;  og den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset;  og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe.  Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage.  Bed til, at det ikke skal ske om vinteren.  For de dage skal være en trængselstid, som der ikke har været magen til fra skabelsens begyndelse, da Gud skabte verden, indtil nu og heller aldrig vil komme.  Og hvis Herren ikke afkortede de dage, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld, dem, som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.  Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! Se dér! så tro det ikke;  for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild.  Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud.

 Men i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne  og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i himlen rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed.  Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse.

 Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær.  Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at han står lige for døren.  Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.  Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå.  Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.

 Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde.  Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren pålagde han at våge.  Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry;  lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer.  Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!«

Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel.  For de sagde: »Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket!«

 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.  Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien?  Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende.  Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.  De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.  Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.  Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

 Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem.  Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham.

 Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«  Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham,  og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?  Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os.«  Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

 Da det blev aften, kom han og de tolv.  Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en, der spiser sammen med mig.«  De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig?«  Han sagde til dem: »Det er en af de tolv, en, der dypper i samme fad som jeg.  For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

 Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.«  Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.  Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange.  Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.«

 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.  Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹  Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.«  Peter sagde til ham: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.«  Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«  Men han forsikrede endnu stærkere: »Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.« Det samme sagde også alle de andre.

 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer her, mens jeg beder.«  Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst  og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!«  Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt.  Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«  Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter gik han bort og bad med de samme ord.  Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.  Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder.  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

 Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste.  Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham, og før ham væk under sikker bevogtning!  Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham.  De lagde hånd på ham og greb ham.  En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.  Så tog Jesus til orde og sagde til dem: »I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været hos jer og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det sker, for at Skrifterne skal opfyldes.«  Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.  Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i,  men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes.  Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens.  Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.«  Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«  Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner?  I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.  Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.«  Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!«  I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd.

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus.  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham.  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!«  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham.  Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!«  De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.  Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad.  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;  de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

 Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,  kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe.  Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef.  Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.  Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor han blev lagt.

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

 Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.  Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd.  Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.

 Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet.  De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.

 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.  Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.  Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.  Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger,  og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.  Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Del siden med andre: